Ann-Sofie fra botilbuddet Albatros

Ann-Sofie er ikke bare den, der kommer med lægerne. Hun prioriterer tid med borgerne og den sundhedsfaglige sparring med sine pædagogiske kollegaer
Billede
SOSU-assistent og sundhedsfaglig koordinator Ann-Sofie fra botilbuddet Albatros

”Jeg har aldrig været så glad for et arbejde, som jeg er for det her. Det er også her, jeg har været længst tid i min karriere.”

Sådan siger Ann-Sofie, som er SOSU-assistent på botilbuddet Albatros. Her har hun de seneste seks år arbejdet med voksne med udviklingshæmninger og funktionsnedsættelser.

”Jeg kan godt lide at arbejde med målgruppen. Jeg kan være med til at gøre mit for, at borgerne lever det liv, de ønsker, og at de har det godt i hverdagen.”

Ann-Sofies arbejde som SOSU-assistent og sundhedsfaglig koordinator på Albatros består af mange forskellige opgaver. Det er alt fra medicindossering, kontakt til andet sundhedsfagligt personale, oplære nye samt vikarer i medicinudlevering og sundhedsfaglige opgaver eller at sørge for at skabe en hyggelig stund sammen med borgerne. 

”Jeg prioriterer borgerkontakten, så meget jeg kan i løbet af min arbejdsdag, så jeg ikke bare bliver hende, der kommer med lægerne.”

En stor del af Ann-Sofies arbejde består af sparring om sundhedsfaglige problemstillinger med kollegaer med andre fagligheder.

”Vi sparrer for eksempel om, hvordan de kan bruge deres faglighed og lære af min, når de skal hjælpe en borger, så beslutningerne bliver taget ud på baggrund af en faglig vurdering. For det er vigtigt, at vi kigger på den enkelte borger forud for enhver hjælp eller behandling, vi giver dem. Et eksempel kunne være en syg borger med mange smerter, der højlydt giver udtryk for, hvor ondt han har. Pædagogerne vil i deres afmagt gerne hjælpe ham og tænker straks, at han skal indlægges på hospitalet. Men i deres sparring med mig, der har den sundhedsfaglige erfaring, husker jeg dem på, at det er bedst, vi undersøger borgeren i hans hjem her på Albatros, da en indlæggelse vil være et overgreb på borgeren.”

”Jeg har gode kollegaer og en ledelse, der viser mig tillid og anerkendelse. De giver mig frihed under ansvar, så jeg kan hjælpe hver borger ud fra deres individuelle problemstillinger."

Og det er med blandt andet med udgangspunkt i godt kollegaskab og en tillidsfuld ledelse, at Ann-Sofie sørger for, at hver borger bliver hjulpet og behandlet med udgangspunkt i deres problemstillinger.

”Jeg har gode kollegaer og en ledelse, der viser mig tillid og anerkendelse. De giver mig frihed under ansvar, så jeg kan hjælpe hver borger ud fra deres individuelle problemstillinger. Jeg bliver ikke kigget over skulderen. Der er selvfølgelig nogle krav, jeg skal leve op til i mit arbejde. Men det vil der altid være”

Før jobbet som SOSU-assisten og sundhedskoordinator var Ann-Sofie ansat i hjemmeplejen på Østerbro, men en flytning til Amager var det, der skulle til, for at hun indså, at hjemmeplejen ikke var det rigtige.

”Jeg sagde op fra den ene dag til den anden, uden at have et andet job på hånden. Så søgte jeg jobbet som social- og sundhedsassistent her på Albatros og blev ansat med det samme.”

Efter nogle måneder blev hun spurgt af sin daværende chef, om hun havde lyst til at indgå i et sundhedsfagligt netværk, da deres sygeplejerske havde sagt op. 

“Det var udfordrende, og jeg skulle lige finde min vej. Men nu kan jeg ikke forestille mig at lavet noget andet. Det der kun skulle have været en midlertidig løsning, er nu gået hen og blevet en permanent del af min rolle om SOSU-assistent her på Albatros.”

Ann-Sofie er glad for sit arbejde, og de gode dage er der mange af.

”De fleste af mine arbejdsdage er gode. De bedste dage er dem, hvor jeg har haft tid til faglig sparring med kollegaer, hvor jeg har fået styr på borgernes medicin og doseret den, men hvor der også har været plads til at tage en beboer med ud af huset og tilføre dem noget værdig i deres hverdag. Det kunne for eksempel være en tur i Fields for at finde en kasket sammen med en borger.”