Sacha fra Barndom i Balance - Opvækst og rusmidler

Læs Sachas fortælling om sit arbejde som teamleder i Borgercenter Børn og Unge.
Billede
Sacha, Teamleder i Borgercenter Børn og Unge

1. juni er international dag for verdens børn. Det er en helligdag i mange andre lande, der ønsker at gøre særligt opmærksom på børns behov. I Danmark har vi ikke fri til at gå på barrikaderne for børnene. Til gengæld arbejder rigtigt mange hver dag med at hjælpe udsatte børn. Blandt andre Sacha, der er leder i Barndom i Balance – Opvækst og rusmidler, som er et tilbud i vores Socialforvaltning. Her hjælper hun børn og unge, der vokser op i familier, hvor der er problemer med alkohol eller stoffer:

”Mange børn og unge fra familier med stof- eller alkoholproblemer har vanskeligheder i forhold til trivsel og udvikling. Det er både, når de står midt i det og på længere sigt. Og det gælder også, selv om forældrene er i stand til at passe deres arbejde og lign. Børn mærker mere, end vi tror, og bliver nemt utrygge og savner deres forældrenes opmærksomhed. Derfor er det så vigtigt, at vi har mulighed for at give hele familien støtte og helst så tidligt som muligt.

Vi fokuserer på at sikre tryghed, omsorg og positiv udvikling i samspil med forældrene. Det er alle i familien, der har brug for hjælp og nogen at tale med, om deres oplevelser, tanker og bekymringer, når der er rusmiddelproblematikker i familien.”