CAS 1, 2 & 3 (Autisme)

I CAS 1, 2 og 3 skaber vi trygge og specialiserede hjem for voksne borgere i alderen 18-85 år med varige fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser, udviklingshæmning og autismespektrumforstyrrelser.

CAS 1, 2 & 3 på Amagerfælledvej

CAS er stort. Der er 12 afdelinger, med ca. 12 medarbejdere og 2 tilbudsledere. Alle tre tilbud er en del af samme samlede enhed og deler værdier som respekt, omsorg, selvbestemmelse og struktur.

Fra botilbuddene er der kort afstand til Amager Fælled, grønne områder og metrostationer som DR Byen og Sundby. Man kan sige, at borgerne bor lige mellem storbyens puls og naturens ro.

Hvem bor her?

I CAS 1 bor voksne med varigt nedsat funktionsevne, hvor behovene spænder bredt. Der er plads til 36 beboere i botilbuddet og fire borgere i det tilknyttede dagtilbud.
I CAS 2 er der otte pladser til borgere med udviklingshæmning, autisme og komorbiditet. Her er støttebehovet typisk omfattende, og rammerne er skærmede og individuelt tilrettelagte.
I CAS 3 bor 31 voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser og/eller autisme. Mange beboere har brug for hjælp til struktur, relationer og daglige rutiner.

På tværs af alle tre tilbud har borgerne brug for:

  • Forudsigelige og stabile rammer
  • Tydelig kommunikation og struktur
  • Omsorg og støtte til at mestre dagligdagen
  • Plads til selvbestemmelse – i det omfang, den enkelte kan og ønsker det 

Faglig tilgang

Vi arbejder helhedsorienteret og med stor faglig nysgerrighed. Vores tilgang er altid individuelt tilpasset, men tager udgangspunkt i en anerkendende tilgang, neuropædagogik, strukturpædagogik, sanseorienterede metoder (særligt i CAS 1 og 2) og relationspædagogik (særligt i CAS 3).

I CAS 1 har vi også en recovery- og rehabiliteringstilgang, hvor vi anvender bl.a. PECS (Picture Exchange Communication System), low arousal, socialpædagogisk metode og relationsarbejde.

Hverdagen på CAS 1,2 og 3

Hos os er omsorg noget, man kan mærke – ikke mindst i de små detaljer. I CAS 1 handler det om tryghed og “professionel kærlighed”, i CAS 2 om struktur og skærmning, og i CAS 3 om loyalitet over for borgernes rutiner og daglige rytme.

Fælles for alle tre er troen på, at udvikling og trivsel sker bedst, når hverdagen er tryg, overskuelig og meningsfuld. Derfor vægter vi de små valg i dagligdagen højt – om det så handler om, hvad man vil have på, hvornår man skal i bad, eller hvilken film man vil se efter aftensmaden.

Beboerne deltager i fællesskabet i det omfang, de ønsker og magter det. Nogle har glæde af dagtilbud, andre af kortere gåture, ture til stranden, indkøb eller sociale arrangementer på stedet.

Fun fact

Her bliver man ofte mødt af duften af friskbagte boller og lyden af fællessang – uanset om det er hverdag eller weekend. Vi lægger stor vægt på at fejre de små øjeblikke og skabe nærvær i hverdagen, fordi det styrker fællesskabet og skaber tryghed for både borgere og medarbejdere.

I vores café, Café Solsikken, som har åbent for alle mandage og onsdage, skaber vi rammerne for møder på tværs af beboere, pårørende, medarbejdere og besøgende. Her gør vi en dyd ud af at markere højtider og særlige dage – uanset om det er jul, påske, Eid eller andre multikulturelle fejringer. Det er vigtigt for os, at alle føler sig set, hørt og inkluderet i det fællesskab, vi er fælles om at skabe.