Når du søger job i Socialforvaltningen
Vi har altid plads til dygtige, faguddannede medarbejdere i Socialforvaltningen.
Derfor har vi lavet en ansættelsesproces, der tager udgangspunkt i dine kompetencer og ønsker som jobsøgende.
Søger du stillinger som enten pædagogfaglig, sundhedsfaglig eller som socialrådgiver og –formidler, er du kommet til det rigtige sted.
I Socialforvaltningen arbejder vi for, at socialt udsatte børn, unge, voksne og mennesker med handicap har mulighed for at leve gode og selvstændige liv. Derfor hjælper vi borgeren hurtigst og mindst indgribende mod øget livsmestring.
Fra ansøgning til ansættelse
Når du søger job i Socialforvaltningen, kommer du i spil til flere ledige stillinger på én gang. Vi har nemlig valgt at lave fællesopslag inden for vores forskellige områder. Det kan fx være Socialpsykiatrien, familiehuse eller indsatser for børn og unge.
Det vil sige, at hvis du fx søger et job som socialpædagog eller SOSU-assistent på autismeområdet, så søger du reelt alle ledige stillinger, der passer til din faglighed på autismeområdet.
På baggrund af dine ønsker og kompetencer hjælper vi så med at finde det rigtige match.
Ansøgningsprocessen trin for trin
1. Du sender en ansøgning
Du søger ved at uploade dit CV og besvare nogle spørgsmål om dine kompetencer samt ønsker til din fremtidige arbejdsplads. Her har du også mulighed for at fortælle os, hvor du helst vil til jobsamtale, hvis du har ønsker om et specifikt sted.
Du er hermed i spil til flere ledige stillinger.
Du vil herefter modtage en SMS fra os inden for to hverdage.
Søg via stillingsopslagene her
2. Vi gennemgår din profil
Rekrutteringskonsulenter gennemgår ansøgninger løbende, hvor vi bl.a. vurderer, om du har den relevante uddannelse og kompetencer i forhold til opslaget.
Du får skriftlig besked, hvis du ikke går videre i processen.
3. Du får en SMS fra os
Hvis du går videre, vil du blive kontaktet af en rekrutteringskonsulent fra Socialforvaltningen. Her vil vi spørge ind til din erfaring, motivation og ønsker til kommende arbejdsplads.
Vi sender en SMS først og spørger, hvornår det vil passe dig at blive ringet op.
4. Vi finder et match
På baggrund af samtalen forsøger vi at finde et match. Det vil sige en arbejdsplads, der passer til dine ønsker, og hvor din profil matcher deres behov.
5. En leder vurderer
Finder vi et eller flere match, sender vi din profil til arbejdspladsen, hvor en leder vurderer, om de vil invitere dig til samtale.
6. Du inviteres til samtale
Ser lederen et muligt match, bliver du inviteret til en samtale, hvor I kan lære hinanden bedre at kende.
Du kan potentielt blive tilbudt samtaler to steder, og du er velkommen til at takke ja til begge.
7. Du får svar
Hvis der er et godt match, bliver du tilbudt en stilling.
Ønsker de at gå en anden vej, vil du få besked om det. Har vi mulighed for at finde et andet match til dig, gentager vi trin 4-6.
Hver dag er forskellig - og hver dag gør vi en forskel
Mange muligheder på socialområdet
På hjemmesiden her kan du læse om vores forskellige arbejdspladser og målgrupper. Du kan fx blive ansat på et botilbud, på myndighedsområdet eller arbejde med en særlig indsats.
Du kan også blive klogere på, hvordan det er at arbejde i landets største socialforvaltning, og hvilke muligheder der er for dig som medarbejder.