Diyar fra det socialpsykiatriske botilbud Rønnebo

”Her er små skridt for os, kæmpe skridt for beboerne” siger Diyar.
Sådan siger Diyar, der uddannet socialpædagog og kontaktperson for tre beboere på Rønnebo.
Kerneopgaven er at støtte beboerne til at leve et så selvstændigt liv som muligt. I socialpsykiatrien arbejder man altid ud fra en recovery- og rehabiliteringsorienteret tilgang, hvor motivering af beboerne er en stor del af arbejdet.
”Jeg er kontaktperson for en beboer, som ofte keder sig, men som ikke rigtigt har nogen motivation. Det er lykkedes mig at få ham med ud at gå et par gange, og sidst gik vi 3 km. Vi kan også tage af sted med en større gruppe, og det betyder rigtig meget for beboerne”, fortæller Diyar.
”Jeg har lige sagt til min leder, at jeg ser mig selv her de næste fem år.”
Opgaven med rehabilitering og recovery kan handle om alt fra tandlægebesøg, at handle, hjælp med at få overblik over økonomien og rengøring i boligen man skal støtte beboerne i.
”For nogle beboere er der behov for hjælp til personlig pleje, og det er også en del af arbejdsopgaverne. Hver dag arbejder vi fx med at motivere beboerne til at gå i bad, børste tænder og gøre rent i deres bolig. Bare det at en beboer går i bad to gange om ugen i stedet for en gang om ugen, kan være en stor udvikling for borgere med psykiske lidelser: Behovet for den enkelte beboer varierer, men den hjælp og hjælp til selvhjælp vi yder hver dag, har stor betydning”.
Det er ikke kun den pædagogiske faglighed, Diyar sætter i spil i sin hverdag.
”Mange af vores beboere er oppe i årene, og har ud over deres psykiatriske lidelse også somatiske sygdomme. Derfor er det en stor fordel, at her er mange social- og sundhedsassistenter, som har en sundhedsfaglig baggrund. De kan oplære os andre, og det betyder rigtig meget. Det med at måle værdier, iltning i blodet og at give indsprøjtning med insulin, hvor man selv skal justere dosis, det vidste jeg ikke noget om, før jeg kom til Rønnebo.” siger Diyar, der i et halvt år har arbejdet som kontaktperson for tre beboere på Rønnebo.
Ud over sidemandsoplæringen har Diyar netop afsluttet medicinkurset, og til juni skal han på misbrugskursus, da flere af beboerne også har et aktivt forbrug af rusmidler.
Diyar er glad for sit job hos Rønnebo. Både ledelsen, kollegaerne og beboerne gør det til et godt sted at arbejde. Helt uden at tøve afslutter han: ”Jeg har lige sagt til min leder, at jeg ser mig selv her de næste fem år.”