Flemming fra Boserupvej i socialpsykiatrien

Trods en pensionsmoden alder, konsulent- og ledererfaring besluttede Flemming at arbejde som kontaktperson for borgere med psykisk sårbarhed. Hans erfaring med udsatte borgere kommer alle til gode, og Flemming har fundet det helt rigtige arbejde for ham.
Billede
Flemming fra botilbuddet Boserupvej i socialpsykiatrien

”Jeg savnede den direkte kontakt med borgerne, og så savnede jeg også at indgå i et kollegaskab – og så passer arbejdstiderne mig også rigtig godt.”

Sådan siger Flemming Pedersen, der som 67-årig overvejede, hvordan han skulle runde sit arbejdsliv af og valgte at blive kontaktperson for psykisk sårbare borgere på botilbuddet Boserupvej.

Flemming har stor erfaring med udsatte mennesker fra opsøgende arbejde på Christiania, i Vesterbros prostitutionsmiljø og i ungdomsmiljøer - og så har han både været konsulent i Socialstyrelsen og leder af en stor institution på Bornholm. Men på Boserupvej er han vendt tilbage til det nære arbejde med borgere.

”Jeg er super glad for det her, det er det rigtige for mig. Jeg har fået nogle fantastiske kolleger i alle aldre og baggrunde, og jeg har nogle gode ledere, der behandler mig ordentligt. Jeg har altid brændt meget for udsatteområdet, og jeg kan lide at tale med mennesker og er god til at omgås folk. Jeg vil gerne prøve at hjælpe dem og se, om der er noget i deres liv, der kan blive bare en lille smule bedre.”

”Jeg har en forestilling om, at jeg gerne vil fortsætte, til jeg bliver omkring 70 - så længe jeg kan lide at være her, og så længe mine kolleger og mine chefer er glade for mig.”

Trods stor erfaring er der også nyt at lære for Flemming. ”I nogle opgaver er jeg meget rutineret, men i andre er jeg faktisk ikke, så der lærer jeg en del for eksempel om det sundhedsfaglige og hele medicinområdet, så jeg kan blive medicinansvarlig.”

Flemming er glad for, at han ikke længere har en lederrolle og føler stor frihed i arbejdet med borgerne.

”En god arbejdsdag er, når vi kigger på hinanden, når arbejdsdagen er slut, og borgerne har haft det godt. Når der har været tid til at få snakket og fået ting på plads – også for de borgere, der er mere stille end andre. Det er vigtigt at opbygge en relation til borgerne, høre om deres liv og se, om de kan skubbes i den rigtige retning.”

Flemming er flere gange blevet spurgt ind til sin alder, og kollegaerne synes, det er fedt, at han gider, selvom han kunne gå på pension, og for de ældre borgere på Boserupvej, er der med Flemming en medarbejder, de lettere kan relatere til.

”Jeg har en forestilling om, at jeg gerne vil fortsætte, til jeg bliver omkring 70 - så længe jeg kan lide at være her, og så længe mine kolleger og mine chefer er glade for mig.”