Janni fra døgntilbuddet Jacob Michaelsens Minde

På Jacob Michaelsens Minde går hyggestemning i weekenden, godt kollegaskab og høj faglighed op i en højere enhed.
Billede
Janni, der er pædagog på botilbuddet Jacob Michaelsens Minde i Socialforvaltningen

”Vi ser børnene i et andet lys i weekenden. Der er lidt mere en hygge-stemning og afslappethed sammenlignet med hverdagene, hvor de unge har været i skole osv.”

Det fortæller Janni, der er socialpædagog på døgntilbuddet Jacob Michaelsens Minde. For noget af det, Janni sætter pris på ved sit arbejde er weekendvagterne, hvor stemningen er mere afslappet end i hverdagene. Samtidig giver arbejdstiderne også en frihed, som hun værdsætter.

”Weekendvagterne betyder også, at jeg har fri i løbet af ugen. Her kan jeg nå mange af de ting, som jeg normalt ikke ville nå. Det handler virkelig om, hvordan man ser på tingene – det giver frihed på en helt anden måde.”

Når man taler med Janni, mærker man hurtigt engagementet. Det er tydeligt, at arbejdet som socialpædagog på Jacob Michaelsens Minde ikke bare er et job for hende – det er en faglig passion, hvor viden, refleksion og menneskelig forståelse går hånd i hånd.

”Du skal have kendskab til, hvad der kendetegner dem, hvilken medicin der passer til de forskellige diagnoser, hvordan man arbejder med det og hvad der er af handlemuligheder. Du skal hele tiden holde dig ajour. Det kan jeg godt lide. Det trives jeg i,” fortæller Janni, der med et smil tilføjer, at netop kombinationen af teori og praksis giver mening for hende.

”Du er nødt til at have noget baggrundsviden for at kunne udføre arbejdet på den bedst mulige måde – for at kunne varetage de her unge mennesker.”

”Du skal have kendskab til, hvad der kendetegner dem, hvilken medicin der passer til de forskellige diagnoser, hvordan man arbejder med det og hvad der er af handlemuligheder. Du skal hele tiden holde dig ajour. Det kan jeg godt lide."

En kultur med tillid og respekt

På JMM er feedback en naturlig del af hverdagen – og for Janni handler det om at skabe rum for dialog uden skyld og skam. Hun beskriver en kultur, hvor man kan tale åbent, men også med omtanke. Det handler om relationer, respekt og en fælles forståelse for, at man trækker i samme retning.

”Er der noget, så tager jeg det med det samme – men jeg tænker altid over, hvordan jeg siger det. Det skal ikke skabe dårlige følelser, men udvikling,” forklarer hun.

 

Kollegaerne betyder alt

Selvom fagligheden fyldte mest i starten, er det i dag fællesskabet, der betyder mest.

”Jeg vil måske sige, det er 60-40. 60 til kollegaerne og 40 til den høje faglighed,” smiler hun.

Og det kollegiale fællesskab er også en styrke, når nye medarbejdere starter.

”Vi er mange, der har været her i en menneskealder, og vi er en sammentømret gruppe. Det betyder, at når der kommer nye til, så kan vi nemt implementere dem i den faglige standard, vi står for.”

”Vi er mange, der har været her i en menneskealder, og vi er en sammentømret gruppe."

Faglighed med kant og medbestemmelse

For Janni handler faglighed ikke om at have ret – men om at kunne argumentere sagligt og omsætte viden til handling. For hende er det netop dét, der gør arbejdet levende: at man ikke bare følger faste rammer, men også bruger sin faglighed til at udfordre, udvikle og skubbe praksis i en bedre retning.

”Så længe du er faglig, og du kan bygge dine synspunkter op med teori, erfaring og eksempler fra hverdagen – så bliver det nærmest altid velset hos ledelsen,” fortæller hun.

 

Planlagt spontanitet er opskriften på trivsel for Janni

Efter otte år på Jacob Michaelsens Minde har Janni stadig energien og lysten intakt.

”Jeg kan godt lide planlagt spontanitet,” griner hun.

Balancen mellem struktur og fleksibilitet er noget, Janni bevidst dyrker – både i arbejdet med de unge og i samarbejdet med kollegaerne.

”Det lyder måske sjovt, men det er nok en af årsagerne til, at jeg ikke er gået ned med stress. Jeg føler ikke, at arbejdsbyrden er for stor, for jeg er god til at planlægge mig ud af det.”