Målgruppen på autismeområdet
”Det er et område, hvor du skaber liv og rammer for mennesker, som ikke selv har forudsætningerne. De er dybt afhængige af, at du er der og hjælper med det, der er brug for.”
Sådan lyder det fra Christian Bach Birkshøj, som er områdechef for Autisme – et specialiseret område, hvor struktur, forudsigelighed og høj faglighed er afgørende.
Vi har otte botilbud for voksne under Autisme, der alle ligger i Københavnsområdet.
Læs om Center for Længerevarende Boformer, som Autisme er en del af
Beboerne på autismeområdet
En diagnose på autismespektret er ikke et krav for at bo på botilbuddene. Det har nogle af beboerne. Men der er også beboere med fx udviklingshæmning og funktionsnedsættelser, som bor der, fordi de har brug for autismepædagogikken.
Fælles for beboerne er, at de har brug for en tryg hverdag med forudsigelighed, struktur og faste rutiner. Kommunikation kan også være meget andet end ord for mennesker med autisme eller udviklingshæmning, fx billeder, piktogrammer eller faste dagsprogrammer.
”Du bliver en del af et område, hvor der er masser af muligheder og stor diversitet. Der er måske meget personlig pleje et sted, mens der er en beboer, der skal støttes i at tage kørekort et andet sted,” siger områdechef Christian Bach Birkshøj.
”De relationer, jeg skaber til den enkelte, giver mig så meget. For borgernes livsglæde smitter af på mig. Og så kan de få mig til at grine på selv de mest grå dage med deres helt specielle humor.”
- Pædagogisk medarbejder på autismeområdet
Arbejdsopgaverne på et botilbud under Autisme
Kerneopgaven er at støtte hver enkelt beboer i at opnå størst mulig livsmestring. Forstået som beboerens evne til i størst mulige omfang at have indflydelse på, tage styring i og være medskaber i eget liv.
Som medarbejder støtter du beboerne i alle aspekter af livet, herunder udvikling af færdigheder, praktiske opgaver og personlig pleje. Behovet for pleje er forskelligt: Nogle har brug for hjælp til at blive vasket, andre skal blot mindes om sæben. Der er også beboere, der bruger voksenble, og nogle, der har brug for hjælp til at spise.
Opgaverne er som udgangspunkt de samme, uanset om du er ansat som pædagogfaglig eller sundhedsfaglig medarbejder. Men vi stræber efter at udnytte de spidskompetencer, der er i forhold til faglig viden og erfaring.
”Der er ingen tvivl om, at det sundhedsfaglige fylder meget. Der kan være beboere med svær epilepsi, sonde og deslige. Når det er sagt, så slår vi os op på at være et pædagogisk tilbud, og vi bruger en pædagogisk tilgang i alle opgaver,” siger områdechef Christian Bach Birkshøj.
Opgaver, der kræver særlig sundhedsfaglig uddannelse, løses af hjemmeplejen.
”Det er i de tætte relationer, jeg kan støtte borgerne i deres udvikling. Det er jo en sejr hver gang, små ting lykkes. Så kan både borgeren og jeg se det meningsfulde i det, vi gør.”
- SOSU-assistent på autismeområdet
Den faglige tilgang på autismeområdet
Der er tre overordnede faglige tilgange og metoder på autismeområdet:
- Autismepædagogik
- Low Arousal 2 – understøttet (LA2u)
- Recoveryorienteret rehabilitering.
Tålmodighed, respekt og nysgerrighed er afgørende, da beboerne kan forstå og opleve verden anderledes. Der kan også være situationer, hvor frustrationer kommer til udtryk på uvante måder, hvor det er vigtigt at bevare roen og huske, at det handler om, hvordan situationen opleves af beboeren.
”Selvom vi gør vores bedste, er det svært at forberede medarbejderne på udadreagerende adfærd, før de står der. Vi sørger for at have god sidemandsoplæring og for, at de ikke står alene med opgaver, før de er klar til det,” siger områdechef Christian Bach Birkshøj.
”Jeg gør en forskel med mit arbejde, når jeg oplever glæde hos en borger. Især hvis jeg samtidig er med til at rykke noget mere generelt hos borgeren eller underbygge, at en god udvikling fortsætter med at være det.”
- Pædagogisk medarbejder på autismeområdet
Uddannelse og kompetenceudvikling på autismeområdet
Alle medarbejdere kommer på uddannelse i autismepædagogik, hvor man får en introduktion til alle de pædagogiske metoder på fem dage. Man bliver bl.a. også klædt på til at tale med beboerne om seksualitet, kønsidentitet, og hvem man er som menneske, da det også kan være noget af det, der fylder.
Uddannelsen giver et fælles fagligt grundlag at stå på og sørger for, at alle kender de grundlæggende pædagogiske metoder uanset faglig baggrund.
”Vi vurderer altid konkrete ønsker om uddannelse og kurser i forhold til arbejdsopgaver og behovene på det enkelte botilbud, men der er muligheder for at udvikle sig fagligt og også få mere ansvar med tiden. Det er jeg selv et godt eksempel på,” siger områdechef Christian Bach Birkshøj - han begyndte selv som pædagogmedhjælper på autismeområdet for 20 år siden.
Mød medarbejdere fra autismeområdet
Pædagog Janus fra CAS 1: Uddannelse og sparring giver høj fælles faglighed
SOSU-assistent Henrik fra CAS 3: Kan næsten gå på vandet efter en god arbejdsdag
Pædagog Amanda fra Nørrebro Vænge: De bedste muligheder for at vokse som pædagog