Mika fra Borgercenter Børn og Unge Valby-Vesterbo-Kgs. Engahve
”Det er vidunderligt at hjælpe familier til at få et mere roligt nervesystem og mere ro på. Forældrene arbejder med deres eget stressniveau og bliver også klædt på til, hvordan de kan støtte og integrere mindfulness i familien. Familierne tager imod arbejdet med mindfulness med åbent sind og fortæller, at de bruger det i deres hverdag. Det bliver jeg dybt rørt over.”
Sådan fortæller Mika, som er familiebehandler, forfatter og underviser i mindfulness i projekt Ro i kroppen i Socialforvaltningen. Mika arbejder med mindfulness som behandlingsmetode til udsatte børn og familier, der har udfordringer som stress, angst eller psykiske diagnoser.
Familierne fortæller, at deres børn sover bedre end før de begyndte at bruge meditation til at falde til ro om aftenen. Før var der meget uro, men børnene falder nemmere i søvn og er mere trygge. Og forældrene lærer at tage pauser og trække vejret og oplever at de er mindre pressede i hverdagen. Derudover kan vi se, at det giver færre konflikter i familien. Der bliver mere ro og der er mere tid til nærvær og kærlig kommunikation. Børnene fortæller også, at de har færre konflikter i skolen. De har lært at trække vejret og i stedet gå fra en konflikt.
Mindfulness bliver snart udbredt til alle fem familiehuse i Borgercenter Børn og Unge i Socialforvaltningen. Mika og hendes kolleger er sikker på, at det nye 10 ugers mindfulness-program ikke blot vil være et supplement til den behandling børnene får i dag, men samlet set vil forkorte deres behandlingsforløb i kommunen.
Mindfulnessprojektet er støttet af Det Obelske Familiefond.