Tag en videreuddannelse til pædagogisk assistent på deltid

Det kan være svært at undvære dygtige pædagogmedhjælpere, mens de er på videreuddannelse. Derfor har Socialforvaltningen i samarbejde med Københavns Professionshøjskolen udviklet den pædagogiske assistentuddannelse (PAU), så den kan tages på deltid.

Uddannelsen følger samme bekendtgørelse og har samme indhold som PAU EUV1 på 42 uger. Uddannelsen er kompetencegivende og giver adgang til pædagog- og meritpædagoguddannelsen. Uddannelsen tilrettelægges fleksibelt og løber på deltid over 84 uger og veksler mellem fremmøde på Campus Carlsberg og online undervisning. 

Undervisningsformerne veksler mellem oplæg, casearbejde og tværfaglige projekter i grupper, selvstændig fordybelse og forberedelse. Undervisningen inddrager deltagernes praksiserfaring, som kobles med teorien. Uddannelsen indeholder ikke praktik.

OBS: Du skal være ansat i Socialforvaltningen i Københavns Kommune for at kunne blive tilmeldt uddannelsen via din arbejdsgiver.

Adgangskrav

25 år ved uddannelsesstart

2 års relevant erhvervserfaring (opnået inden for de seneste 4 år)

Forudsætninger svarende til grundskolens afgangsniveau i dansk og samfundsfag

Økonomi

Arbejdsgiver modtager fuld refusion for de dage, medarbejderen er på uddannelse, og medarbejderen modtager fuld løn og optjener ferie og pension under uddannelsen. Uddannelsesenheden i Socialforvaltningen sørger for at indhente refusion og hjælper med optagelse. Uddannelsen koster ikke noget.

Vil du vide mere om deltidsuddannelsen?

Center for HR og Organisation

Du er meget velkommen til at skrive til os, hvis du har spørgsmål om deltidsuddannelsen til pædagogisk assistent.