Signe fra Tranehavegård i Socialpsykiatrien

Signe har fokus på hverdagens små sejre i arbejdet som pædagog og kontaktperson i socialpsykiatrien.
Billede
Signe fra Tranehavegård

Det bliver tydeligt, at jeg gør en forskel i mit arbejde, når borgernes rykker sig i en positiv retning. Det er for eksempel når, de får bedre sociale færdigheder, får bedre styr på deres misbrug eller bliver bedre til at håndtere deres angst. Jeg arbejder med den langvarige udvikling, og det gør mig stolt, at jeg er med til at skabe et trygt rum for borgerne, hvor de kan udvikle sig. Jeg skaber en forskel i borgernes hverdag sammen med borgerne selv.

Sådan siger Signe, der er uddannet pædagog og arbejder som kontaktperson på botilbuddet Tranehavegård i Socialpsykiatrien. Her har hun været i snart 5 år. Hun valgte i sin tid at blive pædagog, fordi hun ville hjælpe andre og gerne ville have en alsidig hverdag, hvor ikke alle dage er ens. Og det er de ikke på Tranehavegård.

”Jeg arbejder med motivation og fastholdelse. Nogle borgere er ikke altid lige motiveret hver dag. Det gør det pædagogiske arbejde spændende. Jeg skal hele tiden tilpasse mit arbejde og mine metoder til den enkelte borger, for alle er ikke ens. Det er med til at udvikle min faglighed."

Signe er kontaktperson for en borger på tranehavegård, som gerne vil leve et sundere liv. Da Signe går forbi borgeren i dagligstuen, siger borgeren stolt: ”Jeg har trænet i dag”. Og det er lige præcis det, der er kernen i Signes arbejde. 

”Min opgave er at støtte hende i den angst og usikkerhed, der er forbundet med at ændre livsstil. Vi arbejder med at holde motivationen oppe og jeg støtter hende i at blive mere selvstændig i hendes hverdag. Så at hun stolt fortæller, at hun har trænet, er en stor sejr for hende og en god arbejdsdag for mig.”

”Jeg arbejder med motivation og fastholdelse. Nogle borgere er ikke altid lige motiveret hver dag. Det gør det pædagogiske arbejde spændende. Jeg skal hele tiden tilpasse mit arbejde og mine metoder til den enkelte borger, for alle er ikke ens."

Det kan netop være de mindste ting i hverdagen, der gør en stor forskel for beboerne på Tranehavegård.

”Det er de små ting i hverdagen, som vi fokuserer på. Vi skal fejre borgernes succesoplevelser, for det er sådan vi motiverer dem i deres udvikling. Ting, der kan være basale og ubetydelige for os, kan være store og betydningsfulde ting for borgerne her på botilbuddet.”

Egentlig havde Signe i sin tid kurs mod universitetet, men et vikarjob på et botilbud ændrede det hele.

”Det er et tilfælde, at jeg er endt som pædagog. Jeg troede egentlig, at jeg skulle læse religionsvidenskab på Københavns Universitet, men da jeg blev vikar på et botilbud som 18-årig, vidste jeg med det samme, at det var det, jeg skulle. Jeg ville være pædagog og hjælpe andre. Nu cykler jeg glædeligt på arbejde hver morgen, selvom jeg har 16 km hver vej. Det er det hele værd, for jeg elsker mit arbejde. Borgerne, mine kollegaer og arbejdspladsen.”