Jacobshøj (Ørestad)
Jacobshøj som arbejdsplads
Fold alle ud
Om Jacobshøj
Jacobshøj er et bo-, dag-og aflastningstilbud i Ørestad på Amager for voksne med middelsvær til svær udviklingshæmning og ofte nedsat mobilitet.
Her kombinerer vi høj pleje- og støtteindsats med nysgerrighed på velfærdsteknologi og nye løsninger, der kan styrke borgernes selvstændighed og livskvalitet.
Dagtilbuddet
I dagtilbuddet er der tilknyttet 11 borgere. 6 interne og 5 eksterne.
Målgruppen i dagtilbuddet er svær udviklingshæmning og støttebehovet er højt.
I dagtilbuddet arbejdes der med aktivitets baseret pædagogik. Her er der faste rammer og genkendelighed for vores brugere.
Aflastningen
På 1. sal ligger vores aflastningstilbud med plads til 10 borgere. Der er i alt tilknyttet 60 borgere til aflastningen.
Aflastningen er for hjemmeboende borgere over 18 år. Borgere i aflastningen kan have op til 90 døgn på et år, hvor de kan benytte aflastningen.
I aflastningen modtager vi borgere fra hele kommunen, og målgruppen er varieret. De fleste borgere i aflastningen har et middel til højt støttebehov. Ofte med multiple funktionsnedsættelser og behov for særlige kommunikationsstøtte og pleje.
At arbejde i aflastningen kræver tydelig struktur, hurtig relations dannelse, og omskiftelighed. To dage er aldrig ens.
2. og 3. sal
Her er vores botilbud med 20 lejligheder tilknyttet. Borgerne på botilbuddet er i aldersgruppen 18-70 år med udviklingshæmning, multiple funktionsnedsættelser og i nogle tilfælde psykiatriske diagnoser. Her er der brug for omfattende pædagogisk støtte, omsorg, personlig pleje og sundhedsmæssig behandling.
På Jacobshøj er borgernes livskvalitet vores centrale omdrejningspunkt. Det sundhedsfaglige og pædagogiske arbejde planlægges ud fra en tværfaglig tilgang til den enkelte beboers ønsker, ressourcer og behov.
Vores teoretiske referenceramme er neuropædagogikken. På baggrund af pædagogiske observationer går vi bag om borgerens adfærd og søger at forstå, hvilken mening det giver for det enkelte menneske at udvise netop denne adfærd.
Arbejdsopgaver
Som pædagog på Jacobshøj arbejder du med borgere med omfattende støtte- og plejebehov. Flere har multiple funktionsnedsættelser, begrænset eller intet verbalt sprog og behov for alternativ kommunikation.
Dine opgaver omfatter:
- Omfattende støtte og pleje
- Struktur og relations arbejde
- Sanseorienterede og neuropædagogiske indsatser
- Kommunikationstilpasning og brug af hjælpemidler
- Samarbejde med pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere
Du arbejder både med fastboende borgere i eget hjem.
I vores aflastningsafdeling, hvor nye borgere løbende kommer ind – hvilket kræver fleksibilitet og stærk faglig koordinering.
Faglige tilgange til det pædagogiske arbejde
Vi arbejder med:
- Neuropædagogik
- Sanseintegration
- Relations- og strukturpædagogik
Vi tilpasser altid tilgangen til den enkelte borger – og er samtidig optaget af, hvordan teknologi kan understøtte både trivsel og selvstændighed.
Velfærdsteknologi er en integreret del af hverdagen hos os. Vi tester og udvikler løbende nye løsninger, der kan gøre hverdagen mere tilgængelig, sanselig og meningsfuld.
Kulturen på arbejdspladsen
På Jacobshøj er vi fagligt ambitiøse og nysgerrige. Vi er optaget af at udvikle os – både pædagogisk og menneskeligt -og vi er ikke bange for at afprøve nye løsninger, hvis de kan styrke borgernes selvstændighed og livskvalitet.
Vi arbejder tæt sammen i hverdagen, deler viden og hjælper hinanden, når opgaverne er komplekse. Her er plads til både høj faglighed og humor – og til at stille spørgsmål og blive klogere sammen.
Derfor skal du søge job hos os
1. Du arbejder med høj specialisering i pleje og kommunikation
Her udvikler du kompetencer inden for komplekse funktionsnedsættelser og alternativ kommunikation.
2. Du bliver en del af et tilbud, der ser borger først.
vi arbejder med at være de stilladser, der understøtter borgers ret til det gode liv. Defineret ud fra borgers perspektiv.
3. Du får både kontinuitet og variation
Fast botilbud kombineret med aflastning giver faglig bredde og dynamik.