Kysten (Lolland)
Kysten som arbejdsplads
Fold alle ud
Om Kysten
Kysten er et specialiseret bo- og dagtilbud i Nysted for 10 voksne borgere med udviklingshandicap og dom til anbringelse eller tilsyn med vilkår.
Borgene kan have dom til strafferetslig foranstaltning, udviklingshandicap, og/eller udadreagerende adfærd.
Flere borgere har komplekse problemstillinger, og kan reagere voldsomt i pressede situationer.
Vi holder en tydelig struktur, hvilket er en grundforudsætning i arbejdet. Forudsigelighed og en genkendelig hverdag, er en vigtig faktor i vores hverdag.
Vi befinder os i Danmarks smukkeste omgivelser, bogstaveligt talt, med Østersøen i baghaven. Vi bruger den omkringliggende natur som et vigtigt redskab i vores pædagogiske praksis – det har vi god effekt af.
Vi arbejder struktureret og relationsbåret med god normering og tydelige rammer. Vi har stort fokus på at fremme trivsel, tryghed - støtte god livsmestring og skabe plads til nye drømme, så borgerne ved dommens ophør, er klar til at indtage livet på ny.
Arbejdsopgaver
Vi arbejder med borgere med betydelig og varig nedsat funktionsevne, som samtidig har en strafferetslig foranstaltning.
Arbejdet indebærer:
- Strukturering af en forudsigelig hverdag.
- Forebyggelse og håndtering af udadreagerende adfærd.
- Kriminalitetsforebyggende pædagogiske indsatser.
- Udarbejdelse og opfølgning på individuelle mål med henblik på fortsat udvikling, og på sigt lempelse af dom.
- Tæt tværfagligt samarbejde med misbrugsbehandling, psykiatri, socialrådgivere og øvrige myndigheder.
Vi befinder os i et felt hvor faglighed, ro og tydelighed er afgørende.
Faglige tilgange til vores arbejde
Vi arbejder med:
- Neuropædagogisk forståelsesramme
- Anerkendende og ressourceorienteret tilgang
- Sanseorienteret tilgang
- LA2U
- BVC
Det betyder at vi arbejder systematisk med risikovurdering, forebyggelse og konfliktnedtrapning – samtidig med at vi har blik for den enkeltes ressourcer og udviklingsmuligheder. Kystens borgergruppe er meget divers, hvorfor vi er opmærksomme på at alle skal tilgås forskelligt, og at vi derfor har brug for forskellige medarbejderkompetencer.
Vi samarbejder tæt med pårørende og netværk, med respekt for borgerens selvbestemmelse.
Medarbejderne støtter borgerne i kontakt og besøg, og medvirker til at skabe trygge rammer omkring relationerne.
Kulturen på arbejdspladsen
Kysten består af en fast medarbejdergruppe på cirka 24 medarbejdere fordelt på dag/aften/nat.
Nattevagter dækkes fast af vores 4 nattevagtmedarbejdere.
3 faste medarbejdere varetager derudover aktiviteter i vores interne beskæftigelsestilbud.
Kysten har en meget lav gennemstrømning af medarbejdere, hvorfor vi på Kysten er en meget tæt og sammentømret gruppe, hvor mange medarbejdere har arbejdet sammen i mange år. Det ser vi som et stort kvalitetsstempel og årsag til at vi altid har scoret højt på trivsels- og tilsynsmålinger de sidste 10 år.
Vi er meget opmærksomme på at tage os godt af nye kollegaer og ser det som en gave, når vi får ny energi ind i gruppen.
Vi har en flydende pausekultur, hvor vi altid spiser måltider i samvær med borgergruppen, men også giver plads til at man som medarbejder, kan gå en pausetur langs vandet, eller tage en slapper i massagestolen når der er plads/tid/rum til det.
Vi bestræber os på at skabe et socialt rum uden for arbejdspladsen, da vi ved at et godt kollegaskab er vigtigt, i vores arbejde med en kompleks borgergruppe, i et højt specialiseret tilbud.
Derfor skal du søge job hos os
1. Du arbejder i et højt specialiseret foranstaltningsområde
Her kombinerer du pædagogik, risikoforståelse og kriminalitetsforebyggelse.
2. Du får høj faglig fordybelse i et lille tilbud
Med 10 borgere og høj normering er relationen og det individuelle arbejde i centrum.
3. Du arbejder med reel progression
Indsatserne har et klart mål: stabilisering, udvikling og mulighed for lempelse af dom.