Målgrupper i Socialforvaltningen

Målgrupper i Socialforvaltningen
Fold alle ud
Mennesker med Senhjerneskade
På hjerneområdet bor voksne, som lever med følger af en hjerneskade eller en medfødt neurologisk lidelse. For nogle er skaden opstået efter ulykker, blodpropper eller infektioner, mens andre har diagnoser som fx cerebral parese, Parkinson eller ALS. Skaderne påvirker mennesker forskelligt – nogle har primært fysiske udfordringer, andre kognitive, og ofte er det en kombination.
Som medarbejder bliver din opgave at støtte dem i en hverdag, hvor de både kan opleve meningsfulde aktiviteter og størst mulig selvstændighed. Det kan være hjælp til praktiske gøremål, træning af færdigheder eller støtte til at fastholde relationer og en aktiv livsstil. Samtidig skal du kunne balancere støtte og inddragelse, så de oplever, at deres ressourcer og ønsker bliver sat i spil.
Vi arbejder med neuropædagogik, anerkendelse og tværfagligt samarbejde, så beboernes behov ses i et helhedsorienteret perspektiv. Du vil derfor blive en del af et miljø, hvor faglig sparring og udvikling er en naturlig del af hverdagen. Det giver dig både viden, værktøjer og mulighed for at gøre en mærkbar forskel i deres liv.
Sårbare og udsatte børn og unge og børn og unge med handicap
I Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder vi med børn og unge, som har brug for en særlig indsats og støtte i hverdagen. Det kan være børn og unge, der har oplevet omsorgssvigt, har psykiske eller sociale vanskeligheder, eller som har udfordringer med adfærd og trivsel.
De kan have svært ved at indgå i almindelige fællesskaber, fastholde skolegang eller opbygge stabile relationer. Mange har komplekse problemstillinger, der kræver trygge rammer, specialpædagogiske indsatser og tæt samarbejde mellem pædagoger, lærere, forældre og andre fagpersoner.
Fælles for målgruppen er, at de ofte har brug for en helhedsorienteret og tværfaglig indsats, der kombinerer social støtte, relationsarbejde, struktur i hverdagen og udviklingsmuligheder. Målet er at styrke deres trivsel, selvstændighed og deltagelse i samfundet.
Socialforvaltningen har også en række specialiserede døgn- og aflastningstilbud til børn og unge med særlige behov fx autismespektrumforstyrrelser, udviklingshæmning og forskellige fysiske handicap.
Som medarbejder er målet at skabe hjemlige rammer og at bidrage til gode børne- og ungdomsliv. Vi tilstræber at give børnene og de unge de samme muligheder, som andre børn og unge har, og vi ser det som vores opgave at finde og udvikle de kompetencer og potentialer, som barnet og den unge har.
Mennesker med handicap
Her bor voksne med middel til svær udviklingshæmning, og mange har både fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Flere har også psykiatriske diagnoser eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Borgernes støttebehov varierer meget – fra fuld hjælp til mere guidende støtte i dagligdagen.
Som medarbejder hjælper du beboerne med alt fra personlig pleje, indkøb og rengøring til ledsagelse ved aktiviteter eller lægebesøg. Mange har brug for hjælp til at kommunikere – enten fordi de ikke har sprog, eller fordi sociale situationer kan være udfordrende. Derfor er tålmodighed, tydelighed og nærvær vigtige redskaber i arbejdet.
Vi arbejder ud fra en neuropædagogisk tilgang, hvor vi ser hele mennesket og forsøger at forstå adfærden bag handlingerne. Flere beboere har komplekse sundhedsmæssige problemstillinger, og derfor samarbejder vi tæt på tværs af faggrupper. På den måde kan vi skabe kvalitet og sammenhæng i indsatsen – og sikre, at den enkelte får den støtte, der er brug for til at leve et godt og meningsfuldt liv.
Mennesker med psykisk sårbarhed
Mennesker i socialpsykiatrien lever med psykiske lidelser og ofte komplekse udfordringer, der kan gøre hverdagen uoverskuelig. De har derfor brug for støtte, struktur og medarbejdere, som møder dem med respekt og tålmodighed.
Som medarbejder hjælper du med alt fra praktiske opgaver til social kontakt, udvikling af færdigheder og støtte til at mestre hverdagen. Vi arbejder recovery-orienteret, hvilket betyder, at den enkelte støttes i at få håb, mening og selvbestemmelse i deres liv – og til at se sig selv som mere end en diagnose. Relationer, stabilitet og små succeser i hverdagen er afgørende.
Der kan være udfordringer, hvor frustrationer eller mistrivsel kommer til udtryk på svære måder. Her er din evne til at bevare ro og overblik vigtig. Du vil opleve dilemmaer og blive udfordret på dine værdier, men samtidig vil du erfare, hvor givende og meningsfuldt arbejdet er, når du gør en forskel for mennesker, der har brug for støtte til at komme videre i livet.
Mennesker med autisme
Mennesker med autisme og udviklingshæmning har brug for en tryg hverdag med forudsigelighed, struktur og faste rutiner. Det skaber ro og glæde, og kommunikation kan være meget andet end ord – fx billeder, piktogrammer eller faste dagsprogrammer.
Som medarbejder støtter du beboerne i alle aspekter af livet: praktiske opgaver, personlig pleje og udvikling af færdigheder. Målet er, at borgerne oplever så meget selvstændighed som muligt. Her er tålmodighed, respekt og nysgerrighed afgørende, da borgerne kan forstå og opleve verden på en helt anden måde end dig.
Du vil møde situationer, hvor frustrationer kan komme til udtryk på uvante måder. Det er vigtigt at bevare roen og huske, at det ikke handler om dig, men om hvordan situationen opleves af beboeren. Til gengæld får du et meningsfuldt arbejde, hvor du bliver en vigtig del af en andens liv og hverdag.