Målgruppen på området Multiple

Botilbuddene for mennesker med flere funktionsnedsættelser er forskellige, når det kommer til beboere og opgaver. Fælles er, at der er brug for din faglighed og lyst til at støtte beboerne i at leve gode og selvstændige liv med mest mulig livsmestring.
Billede
Pædagog i gang med at aktivere og træne med en voksen med multipelt handicap

“Det her er virkelig et område, hvor du kan bruge din faglighed til at skabe livskvalitet.”

Sådan lyder det fra Katrine Israelsen Madsen, som er områdechef for Multiple, der er et stort specialiseret område for voksne mennesker med flere funktionsnedsættelser. Her har beboerne komplekse og forskellige behov, og det kalder på høj faglighed.

Vi har 14 botilbud for voksne på det multiple område. De fleste er i Københavnsområdet, men der er også et enkelt på Lolland og et i Dianalund på Vestsjælland. 

Læs om Center for Længerevarende Boformer, som Multiple er en del af

"Min vigtigste opgave er at støtte mennesker, der er afhængige af vores hjælp, i at have det mest aktive, indholdsrige og værdige liv, som de selv har mest mulig indflydelse på og selvbestemmelse omkring."

- Medarbejder på området Multiple

Beboerne på området Multiple

“Multiple” dækker over, at der på botilbuddene bor mennesker med flere funktionsnedsættelser. Det kan fx være fysiske, psykiske og kognitive funktionsnedsættelser i forskellige kombinationer og grader. Beboerne har middel til svær udviklingshæmning, og flere har også psykiatriske diagnoser eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

Beboernes behov for støtte varierer meget – fra fuld hjælp til mere guidende støtte i dagligdagen. Nogle har et beskyttet arbejde og kan selv tage offentlig transport, mens andre har behov for omfattende støtte.  

Nogle beboere er aktive og har et stort potentiale for udvikling. Andre har brug for høj grad af struktur, skærmning og individuelt tilpasset støtte. Nogle har behov for hjælp til personlig hygiejne, andre har ikke.  

Vores botilbud på området er derfor forskellige både i forhold til beboere og opgaver.   

”Du kommer til at møde mennesker, der er glade for, at du kommer; som sætter pris på, at du er her; og som møder dig som det menneske, du er.”

- Thorbjørn Boldsen, afdelingsleder på området Multiple  

Arbejdsopgaverne på botilbud under Multiple

Uanset om du er ansat som pædagogfaglig eller sundhedsfaglig medarbejder, er kerneopgaven at støtte hver enkelt beboer i at opnå størst mulig livsmestring. Det vil sige, at de i størst mulige omfang har indflydelse på, tager styring i og er medskabere i egne liv.

Du bruger din faglighed i alle opgaver til at skabe tillid, relationer og muligheder. Nogle gange gør du det ved at støtte en beboer i at passe sit arbejde eller deltage i fritidsaktiviteter. Andre gange ved at skabe struktur og forudsigelighed i hverdagen.

Dine opgaver er bl.a. at hjælpe beboerne med personlig pleje, indkøb og rengøring. Det kan også være ledsagelse ved aktiviteter eller lægebesøg.  

Mange har brug for hjælp til at kommunikere – enten fordi de ikke har verbalt sprog, eller fordi sociale situationer kan være udfordrende. Derfor er tålmodighed, tydelighed og nærvær vigtige redskaber i dit arbejde.

På botilbuddene bruger vi aktivt velfærdsteknologi og nye løsninger. Nogle steder fylder det mere end andre, men fælles er, at det er med til at gøre hverdagen mere tilgængelig og sanselig for beboerne.   

”Det er en opgave, hvor du virkelig bistår et andet menneske i at sikre deres livskvalitet. Hvis de ikke havde dine arme, dine ben og dit hoved, ville de ikke kunne opretholde det liv, de har. Vores medarbejdere er med til at give beboerne et bedre liv.”

- Katrine Israelsen Madsen, områdechef for Multiple 

Den faglige tilgang på området Multiple

Vores faglige ståsted er en kombination af det sundhedsfaglige og det neuropædagogiske – vi kalder det SundNeuro. Er du ny medarbejder, skal vi nok sørge for at give dig en god introduktion.

”For at kunne arbejde pædagogisk med beboerne skal de sundhedsmæssigt have det så godt som muligt,” siger områdechef Katrine Israelsen Madsen.

Den neuropædagogiske tilgang betyder, at vi ser hele mennesket og forsøger at forstå adfærden bag handlingerne. Tryghed, struktur og forudsigelighed er centrale pædagogiske greb. Vi har også fokus på etik, selvbestemmelse og udvikling, hvor hvert lille skridt tæller.

Flere beboere har komplekse sundhedsmæssige problemstillinger. Derfor samarbejder vi tæt på tværs af faggrupper, hvor sundheds- og pædagogfaglige kollegaer bringer hinandens kompetencer i spil.  

På den måde kan vi skabe kvalitet og sammenhæng i indsatsen – og sikre, at beboerne får den støtte, de har brug for til at leve gode og selvstændige liv med mest mulig livsmestring.    

Uddannelse og kompetenceudvikling på området Multiple 

Det er ambitionen, at området skal være ét stort forpligtende arbejdsfællesskab. Det gælder både lokalt på det enkelte botilbud og på tværs af de 14 botilbud. Mottoet lyder: Vi er ikke i mål, før alle er i mål.

”Vi bliver dygtigere sammen. Vi har en fælles opgave, som vi løfter hver dag, hvor vi bidrager med hver vores faglighed og erfaringer, så kvaliteten bliver så god som mulig,” siger områdechef Katrine Israelsen Madsen.

Et kompetenceprogram for alle medarbejdere giver en introduktion til alle faglige tilgange og metoder på området. Det er med til at skabe et fælles grundlag, som alle arbejder ud fra, selvom det udfoldes på forskellige måder på de enkelte botilbud.  

Samarbejdet med pårørende er også en del af arbejdet, og derfor er der udviklet en pårørendeuddannelse. I det hele taget er der stort fokus på uddannelse og kompetenceudvikling.

”For dem, der vil, er der mulighed for at udvikle sig gennem kurser og uddannelser. Vi har også fokus på at spotte de medarbejdere, der ønsker at påtage sig mere ansvar, så vi kan klæde dem godt på til det,” siger områdechef Katrine Israelsen Madsen.